Keramik

Arbejdet med keramik vil bestå af henholdsvis fastlagte opgaver og frie, selvvalgte opgaver, hvor undervisningen vil være både individuel og fælles.

Af forskellige emner kan nævnes tekander, æsker, figurer, skulpturelle vaser og store fade.

I Keramik tager undervisningen udgangspunkt i materialekendskab og arbejdet med grundlæggende teknikker i forbindelse med formning, dekoration og færdiggørelse af keramik. Vi arbejder med teknikker som drejning, pladeteknik, modellering og glasering.

Ud over dette afprøver vi forskellige utraditionelle brændingsformer, f.eks. pitbrænding og rakubrænding. Dekoration med lerfarver, oxyder og glasurer på henholdsvis lertøjsler og stentøj indgår som et naturligt led i processen.

Gennem tegning, ideudvikling og arbejdet med form, styrker og dyrker vi det personlige udtryk og det unikke formsprog. I forløbet arbejder vi med design og designprocesser, hvor vi til formålet fremstiller vore egne gibsforme og arbejdsmodeller.

Sideløbende med dette arbejder vi med glasurfremstilling og glasurforsøg. Eksperimenter med glasur og forskellige typer ler er en del af undervisningen. Arbejdet med keramik vil bestå af henholdsvis fastlagte opgaver og frie, selvvalgte opgaver, hvor undervisningen vil være både individuel og fælles. Af forskellige emner kan nævnes tekander, æsker, figurer, masker og store fade.

Formål:
Undervisningen tager sigte på at eleverne får et elementært og grundlæggende kendskab til materialet ler og dets muligheder.

Der vil i løbet af et halvår blive gennemgået grundlæggende teknikker indenfor dekoration, formgivning, drejning, pladeteknik, modellering og pølseteknik.

Eleverne får mulighed for at udtrykke sig frit, kreativt og individuelt indenfor henholdsvis fast stillede opgaver og frit valgte opgaver.

Helårligt gennemgås følgende indenfor brænding af keramik: lertøj/stentøjsbrænding, raku brænding og primitiv brænding.

Der lægges vægt på, at:

  • eleverne lærer at bruge deres fantasi til at bearbejde og skabe deres eget personlige udtryk.

  • de lærer at finde frem til det unikke og til skønheden i de materialer og ting de arbejder med

  • de igennem arbejdet opnår personlig selvrespekt og personlig selv-tilfredsstillelse.

  • eleverne opnår et alment kendskab til æstetik, kunsthåndværk, design og formsprog i bredere betydning.

Der vil i løbet af et skoleår blive mulighed for at arbejde med følgende emner:

- Drejning- skåle, fade, krus, lysestager, kander, vaser o.l.
- Modellering- gulvvaser, større fade og skåle, samt modellering af andre skulpturelle emner.
- Pladearbejde- billedrammer, æsker, div. vaser, kakler samt evt. relief.
- Fællesprojekter- der kan indgå større eller mindre fællesprojekter i undervisningen, disse er ikke elevfinansieret og forbliver på skolen.

Antal lektioner af 45 min. pr. uge: 6

Lærere: Otto